Beskudt af vandballoner..

Jeg har helt snydt jer for den her historie. Måske fordi episoden skete på en af sidste weekends hektiske dage. Nå men det gør den ikke desto mindre, mindre sjov eller nævneværdig.
Jeg var på vej hjem fra metroen med en dejlig lille William i barnevognen der var langt væk i drømmeland. Og lad mig lige nævne, at dagen allerede der havde budt på sine udfordringer. Humøret var ikke lige klar til spas og løjer. For det var hvad der ventede mig, næsten lige uden foran mit hjem. Gården før min skulle kun passeres så var jeg hjemme. William sov stadig og netop da vi passerede gårdens port, blev der kastet en vandballon efter mig og barnevognen! Jeg kiggede straks til højre, hvorfraa vandballonen kom flyvende og så 3-4 drenge spæne afsted. Jeg nåede akkurat ikke at løbe ind af porten, før døren smækkede i.
William vågnede heldigvis ikke at det høje skrig jeg udslap, da jeg fik chokket. Og så var det jeg besluttede mig for at vente på de møgunger. Så der stod jeg, ved højlys dag og med William sovende i sin barnevogn, intetanende om sin mor der nu stod på lur efter drenge, der havde lavet narrestreger. Det kogte simpelthen i mig. Og folk der gik forbi, må da have undret sig gevaldigt over, hvorfor jeg stod der sammenkrøllet, skulende og på lur op af væggen ved siden af porten. Jeg ventede blot i 5 minutter - så åbnede porten sig stille og roligt og jeg kunne se drengenes forsigtige blikke og bevægelser. Og pludselig sprang jeg frem og løb efter dem ind i porten mens jeg råbte " SÅ STOPPER I DET DER LIGE NU I SATANS MØGUNGER - ER I MED?!" Jeg fik faktisk fat i den største, men han slap desværre fri. Jeg råbte så højt at jeg faktisk blev forbavset over min egen stemmes kraft - det lød næsten som en mands. Jeg håber det var den rungen i porten der fik den til det. Og drengene spænede afsted som om de havde ild bagi. Lad os håbe det var den sidste vandballon de kastede den dag- møgunger!
Tænk når William finder på alle mulige ting og narrestreger - hvis han ligner sin far, fra da han var lille, bliver det ikke få og i det små. Puha - godt der er lang tid til!