Ak oh ve suk øv altså...

- disse ord beskriver vist min dag meget godt. Før jeg giver jer hele smøren, lad mig så lige opsummere; William er begyndt i vuggestue, det gik fantastisk, lige indtil han blev syg. Det har han så været i en uge nu og jeg havde sådan håbet på at kunne aflevere ham imorgen, men her til aften er feberen igen på 38 grader. Jeg syntes det har været nogle hårde dage, dels fordi jeg havde en masse planer om træning, male en væg samt skab og en masse aftaler med mine skønne veninder. Men allermest fordi mit lille pus er syg, er enormt morsyg og er slet ikke sig selv.

Og nu til dagen i dag - igår var der bedring på vej. Ingen feber, glad og i hopla som normalt og vi gik sådan og håbede på at tirsdagen skulle være en feberfri dag så onsdag igen ville byde på vuggestue. Tirsdagen blev alt andet end feberfri og den blev slet ikke hyggelig, som mandagen faktisk havde været, på trods af en halvsyg William der var ved godt mod. William har været rigtig pylret i dag, grædt, hængt på mig hele tiden, ikke spist noget, har sovet rigtig dårligt og har hen på eftermiddagen fået feber. Det er så synd for ham og jeg har så dårlig samvittighed over for ham, for min lunte har i dag, været alt andet end lang. For ikke at nævne min tålmodighed, der sandsynligvis slet ikke har eksisteret i dag. Jeg syntes i dag har været rigtig hård og selvom det er gamet når man er mor og må tage sin tørn, så syntes jeg jeg har ret til at sige det har været en hård uge. Det er ikke sjovt at se sin søn have det skidt, ikke at kunne hjælpe ham eller kunne hjælpe sygdommen på vej væk, for det kan man åbenbart ikke når sygdommen er influenza.

Og fordi min lunte var så kort i dag og tålmodigheden ikke-eksisterende, sker der selvfølgelig ting og sager der altid kan gøre det værre - kender i ikke det?!!

Jeg er blandt andet kommet op og skændes med en dame i Aldi - hun stod midt i det hele og fyldte med sin vogn( indkøbsvogn vel og mærke - hvis det havde været en barnevogn, var det jo en hel anden sag - os med barnevogne må stå sammen) og snakkede i telefon. Jeg venter på hun flytter sig, kigger på hende men der sker ikke noget. Så maser jeg mig forbi og siger noget i retningen af , ' det er sgu da heller ikke særlig smart at stille sig midt i det hele. Dertil svarer den kvikke dame tilbage ' Hva rager det dig', hvortil jeg siger, ' ja det rager mig sådan set ret meget, for du står og fylder og jeg kan ikk komme frem eller tilbage'. Hun stikker mig så denne smarte bemærkning, ' Du kan da bare bede mig om at flytte mig, du har fået en mund så du kan bruge den ikke?'. OKAY?! slam slam slam til Pernille - jo det har hun da selvfølgelig ret i og jo jeg kunne da sagtens have bedt hende om at flytte sig - tålmodigheden og manglen på overskud talte vist for mig og jeg blev godt flov. Godt William ikke forstår hvad hans mor render og laver endnu.

Derudover har jeg fået hyldeblomstsuppe på min fine sølv leopard cardigang og jeg tror sgu ikke det kan gå af. Jeg har lavet det til William i håb om at han bliver hurtigere rask og han syntes så åbenbart at han skulle kvittere med at tørre munden og snotnæsen af i min flotte cardigan, efter måltidet. Tak skat.

Og lige inden jeg skulle tørre spisebordet af efter aftensmaden, træder jeg så i en kæmpe klat kartoffelmos, William må have smidt på gulvet. Skønt!

Dagen i dag har godt nok budt på sine udfordringer. Heldigvis kom min skønne kæreste ind af døren med mega meget overskud efter arbejdet og formåede lige at lave aftensmad til os, samle mig op nede fra kulkælderen, rydde køkkenet op efter aftensmaden og tage afsted til fodboldkamp med ligeså meget energi og overskud, som da han kom hjem. Han fortjener virkelig en medalje for verdens bedste far og kæreste.