Et styks pylret og forfærdelig mor..

Nå - nu skal jeg ellers love for at alle mine tankestrømme skal omsættes til lange indlæg, for nu er tiden der pludselig. William er nemlig blevet afleveret sådan rigtig på Rumpenisse-stuen. Og hold nu op hvor er det bare mærkeligt. Hvor er det underligt at jeg har en dreng der nu går i vuggestue. At jeg skal aflevere ham hver morgen og hente ham senere på dagen. Og hvor jeg dog bare håber de kan leve op til mine forventninger, altså pædagogerne på hans stue.
Det hele startede jo onsdag, som var første dag i vuggestuen. Jeg er som bekendt selv medhjælper i en vuggestue og er helt bevidst om hvordan jeg mener en indkøring skal foregå. Den mening delte de vist ikke helt i Williams. Det var i hvert fald slet ikke sådan de gjorde. Lad mig sætte de to scenarier op:

Min måde den 1.dag: en stille og rolig dag sammen med mor eller far- ca 1-1½ time, som foregår på stuen med en pædagog, der bliver den der indkører barnet og så med en par andre børn fra stuen. Resten skal ud og lege så det ikke bliver for overvældende. Velkomstskilt på døren, garderobe og hylde på badeværelse klar med navn og overskuds personale der er opsat på at give forældrene og det nye barn den bedste start. Derudover klare linier for hvordan indkøringen skal foregå.

Deres måde den 1dag: Ankommer til vuggestuen og skal stille klapvognen i skuret på legepladsen. Møder tilfældigvis en af hans pædagoger derude og spørger til hvordan vi skal gøre det, hvortil der bliver svaret;' jamen vi er da bare herude på legepladsen'. Øhmmm nå?! For det er jo heller ikke særlig overvældende for en lille ny. Barnet aner ikke hvilke pædagoger han 'hører' til, han bliver sat sammen med ca 50 andre børn på et kæmpe areal og alderen spænder mellem ca 8 måneder - knap 3 år og der er ingen ro eller tid til at få snakket med de personale der nu skal tage sig af ens barn. Jeg får slynget nogle spørgsmål i hovedet af og til med henblik på om han stadig får sutteflaske, spiser mos osv. Helt ærligt venner - sådanne snakke tager man ikke på en kaotisk legeplads med hylende unger der farer rundt om benet på en. Og jeg behøver vist ikke at nævne at der intet velkomstskilt var på døren, og der var et billed af en anden dreng over Williams garderobe, som de dog havde fået sat korrekt navn på.

Heldigvis gentog de mange fejl og mangler sig ikke næste dag. Der var der mere styr på det og i afslappede og rolig rammer på stuen. Plus de havde fået sat billed af William i rammen over hans plads. Heldigvis for dem, for jeg havde ellers gået og opsat mig på den helt store samtale på vej derover. Han var alene i en ½ time igår og klarede det super. I dag har jeg så afleveret ham stille og roligt og han skal være der indtil kl 11.15 og når derfor at spise frokost der også.
Glæder mig sådan til at hente ham igen. Jeg troede aldrig jeg skulle blive sådan en forfærdelig pylret mor - og især ikke fordi jeg har den viden om institutions verdenen som jeg har og har indkørt masser af børn. Fornuften er ligesom slået fra og hjertet og følelserne taler vist sit tydelige sprog disse dage. Alt andet lige er det også spændende at følge ham i den udvikling han er i nu og få lov til at savne ham og jeg ved han vil elske vuggestuen. Heldigvis.