Populære indlæg

mandag den 31. maj 2010

Læsere = mødre??

Bare sådan af interesse - hvor mange er jer læsere er mødre?

Zoneterapi, shawarma og Assistens..

Lige nu, har vi vores kamp med William om, hvem der bestemmer hvornår han skal puttes og hvordan. Han mener han skal svøbes og vugges i søvn og er overbevist om at han har ret! Og vi mener han skal puttes om, spise sin flaske, synges en enkelt sang for, kysses godnat og så skal han falde i søvn selv- og vi er ret så overbeviste om at vi har ret! William er dog ret uenig - lige nu ligger han og græder og kalder på os. Han er godt sur! Vi kører i øjeblikket efter metoden:
-putning af William som beskrevet før
-græder han må han græde 4-5 min, så kommer vi ind, tysser på ham, får ham til at falde til ro og putter ham med dynen og hans klud, går igen
- hvis han igen græder, venter vi yderligere 4-5 min og gentager så processen.
Dette skal gøres indtil han så lægger sig til at sove eller vil puttes.
Lig nu - er han stadig tosset og skælder og smælder inde fra sin tremmeseng. Puha - lad os håbe han snart forstår at det faktisk er skønt at blive lagt i seng..

Ellers har det været en fantastisk dag. Vibeke var på besøg i formiddags til bailey's the - skønt at få set hende igen og hun fortalte om hendes spændende sommerferie planer - nøjagtigt det samme vi skal, nemlig til Berlin. William går i øjeblikket til zoneterapi for at få ham til at være roligere om natten samt lidt maveproblemer. I dag havde vi så en aftale hos zoneterapeuten og Vibeke fulgte os derind, så der fik vi også snakket en masse, selvom William af og til følte sig overset og flippede i barnevognen.
Vi har gået hos zoneterapeuten Anna ( http://www.annaszoneterapi.dk/) hvilket har været super godt og det har virket for William. Han sover dybere om natten, vender og drejer sig ikke så meget og hans mave er gået i orden. Udover at Anna har fået problemerne til at forsvinde, er hun simpelthen så hyggelig at gå hos. Simpelthen så sød, varm og nem at snakke med og man er næsten helt ked af at Williams behandling er slut, for så skal vi ikke ind til Anna mere. Anna har også en blog her på blogspot , den hedder www.annasmad.blogspot.com.
Efter behandlingen gik turen hjemad mod nørrebro, ad nørrebrogade og da min sult meldte sig, faldt valget af frokost naturligvis på en sharwarma- selvfølgelig fra Konya Kebab. Den blev medbragt på Assistens Kirkegård og spist på en bænk i solen med masser af flotte blomster træer foroven, mens William sov sødt i sin barnevogn.
Eftermiddagen er gået med masser af ballade og sjov - William er nu begyndt at kravle rigtigt, dog maks 2 rigtige kravl af gangen men hold nu op hvor han udvikler kravleriet. Der er efterhånden stil over krigsveteranen.

Nu sover William forresten, det blev halvt ham og halvt os, der fik ret. Han flippede unaturligt meget, kunne ikke trække vejret så jeg tog ham op( jaja , ved godt at når man først har puttet barnet, er det rigtig dumt at tage dem op igen - men mit hjerte var ved at falde fra hinanden, af at se ham sådan ), fik ham til at falde til ro og lagde ham så igen. Så faldt han i søvn, men da jeg blot tog et lille, meget stille trin hen mod døren, satte han i et skrig igen! Op med ham, lægge ham på vores seng og så faldt han i søvn. Bære ham over i egen seng og nu er der ro. Hvis nogle af jer har nogle gode metoder, der har virket for jer og jeres børn så skriv endelig. Det skal dog lig siges at det er langt fra hver aften ender sådan her. I går aftes gjorde det dog også, men hele natten har han været eksemplarisk så hvis en dårligt putning er lig med god nattesøvn, så er det helt okay for mig. I hvert fald for en periode.

søndag den 30. maj 2010

Førstehjælp og en hel del klogere..

Jeg har en god ven, der er redder og derfor kører i ambulance, der har været og undervist os i førstehjælp.. Jeg er medhjælper i en vuggestue og har en gang før, deltaget i førstehjælpskursus, hvilket var ret heldig da jeg en dag stod i en situation med et barn, der var blåt i hovedet af mangel på luft. Årsagen var et stykke rugbrød der sat fast i halsen på barnet og fordi jeg kunne huske bare en smule fra førstehjælpskurset, kom rugbrødet frit og barnets normale farve kom tilbage i kinderne. Mine var derimod blevet askegrå i mellemtiden, men skidt da med det.
Derfor var det da ideelt at arrangere endnu et kursus, for at få genopfrisket den snart 3 år gamle viden på området. Og sikke vi er glade for at vi fik det arrangeret, hvilket jeg også håber de venner, der var inviteret med, er. Der bliver jo hele tiden ændret i metoderne og retningslinierne. Min ven, Jens, der er yderst dygtigt og meget børneglad tog glad imod udfordringen om at holde foredrag og kursus for tre par førstegans forældre plus en kommende mor. Vi fik både snakket om forskellige sygdomme, tegn på sygdomme, hvilke sygdommme man som forældre skal reagere på og hvilket man skal tage med ro og hvornår man skal ringe 112- eller 1 1 2 som det i dag skal udspecificeres som. Jens havde endda en lille dukke med, vi alle kunne forsøge at genoplive med mund til mund metoden og hjertemassage - meget lærerigt da vi voksne alle startede med at give dukken så meget luft, at den praktisk talt ville dø da vi ville sprænge dens lunger med vores kraftige pust!! Godt så - endnu engang blev vi mindet om, at det var vist meget godt vores gamle viden, blev genopfrisket.
Dukken blev sprittet af så alle fik lov til at føle hvor meget luft der skal pustes ind - af og til fik vi dog sprittet dukken for meget af og glemte at tørre halvdelen af igen- ikke altid fedt at være den næste i køen ... Desinficering smager IKKE godt!

Bagefter var der spørge runde - Jens svarede på alt fra de bekymrede, førstegangsforældre hvis spørgsmål af og til fik en drejning af ' Hvad nu hvis det var'... med en lang, detaljeret forklaring af en worst-case-scenario, hvortil Jens fint fik hevet nogle statestikker på bordet, der dokumenterede at de værste af alle forældrers forestilling og bekymringer, sjældent sker. Heldigvis forklarede Jens at i alle uheld, udrykninger med mere, han har været til, er det simpelthen så sjældent at det har med små børn at gøre. Og endnu mere sjældent er det, at børnene ikke står til at redde. Lad mig sige det sådan, alle os forældre gik fra kurset med en ro og en overbevisning om at, hvis nu det værste skulle skem så vil genoplivningen sidde på rygradden og som Jens siger, hellere ringe 112 for mange gange end for lidt. Virkelig godt gået Jens.

lørdag den 29. maj 2010

Krigsveterans-kravleri..

William kan kravle!!!
Eller komme fremad på sådan en krigsveterans-agtig måde(en måde vi, i min familie, beskriver en der møver sig fremad, med det ene ben slæbende efter sig - lidt ligesom en såret soldat). Det kunne vist være ganske underholdende at være en flue på væggen i det her hjem, i hvert fald af og til. Tænk at se os måbende, pavestolte forældre, sidde og falde i staver over vores søn, der kan "kravle". Og tænk at høre alle de fjollede lyde vi siger, for at han gider at "kravle" hen til os. Fjollet- og så alligevel ikke. Det er fedt at være tilskuer, hjælper og støtter for William under hans udvikling.. Lad os lige håbe at vi får lagt de måbende, stolte ansigter på hylden, inden han bliver teenager og syntes vi er dybt 'nederen' og rigtig pinlige..

fredag den 28. maj 2010

En typisk dag i Barselslandet..

Efterhånden som månederne i min barsel skrider frem, begynder de at minde ufatteligt meget om hinanden. For slet ikke at snakke om dagene. En typisk dag ser nogenlunde sådan her ud:
06.30-07.00 : vi vågner, eller dvs. William vågner og vækker mig ved at pille mig i ansigtet og rive mig i håret.
7.00-7.30 : vi spiser morgenmad- i øjeblikket havregrød
7.30-8.30: vi leger, synger, ser lidt fjernsyn, øver kravleriet
8.30-10.00: William sover, jeg får ryddet om efter morgenen, redt seng, ordnet mig selv.
10.00-10-30: William får et mellemåltid og det samme gør jeg.
10.30-11.30/12.00: vi leger, eventuelle lægebesøg, gåture, handle ind.
11.30/12.00-13.00: William sover, jeg slapper, vasker tøj osv.
13.00-13.30: vi spiser frokost sammen
13.30-15.00 : vi leger, går tur, mellemåltid..
15.00-16.30: William sover og Rasmus tager ham op.
16.30-17.30: leger igen, tumler..
17.30-18.30: spiser alle sammen aftensmad, nogle gange sammen andre gange forskudt.
18.30-19.00: gør William klar til at sove, bader ham, hygger, drosler ned
19.00-19.30: William falder i søvn
19.30-23.00: Vores frirum og aften kan begynde..
23.00-23.30: William vågner og vil have mad.
23.30-03.30: Som regel helt ro i hjemmet.
03.30-04.00: William vil have mad
04.00-06.30: Ro igen
Og så begynder dagen ellers forfra..

Det er min typiske dag - William er vist en meget punktlig dreng. Tiderne mens han sover, bliver typisk brugt på at rydde op og slappe af med bøger og blade. Derudover går der godt nok ufatteligt meget tid på at ringe til diverse læger, zoneterapeuter i håb om at det vil kunne hjælpe på hans natteroderi, pladsanvisning osv.

Og i disse tidsrum kommer alle bekymringer også snigende - hvorfor sover han ikke om natten? Er han syg? Har vi overset han fejler noget? Eller er han bare en utrolig urolig og sulten dreng? Og i så fald, hvornår stopper det? Tankerne farer rundt - man vil sin søn det bedste, for ikke at snakke om at få genoprettet sin egen søvn, så man ikke konstant er tvunget til at gå rundt med store solbriller, også selvom solen ikke skinner det fjerneste. Mange forældrer mener, at det hårdeste ved at få børn er, at nattesøvnen bliver revet væk, som et tæppe, under en. For vores vedkommende har det nu stået på i næsten 7 måneder. Vi har sådan set affundet os nogenlunde med det, for selvom vores lunte er kort om natten så viskes nattens suk og søvnunderskud, væk med Williams dejlige smil og grin om morgenen. Det må da være den bedste kur mod surhed, træthed og bekymringer.


Disse typiske dage kan både være spændende, kedsomlige, hårde og hyggelige. Af og til er det dejligt at kunne forudsige hans tidsmønster, andre gange er det for forudsigeligt og minder en om det uforudsigelige liv, før man fik barn. Jeg tror, at vi i takt med han er blevet ældre, er vi blevet lidt klogere på livet som forældre og familie, tager mere afslappet på det at have et barn. Vi har altid snakket om at vi ikke ville lade os begrænse, selvom vi selvfølgelig vidste vi aldrig ville få det samme liv igen, hvilket også er blevet påpeget af ganske mange, venner som familie. Jeg syntes vi er ganske gode til at få integreret familielivet i vores eksisterende liv, eller også er det omvendt. Vi ønsker stadig at holde fast i spontane aftaler, cafeaftaler med venner og veninder, spise med venner på en almindelig hverdag, tage til fester, enten sammen eller hver for sig, få William passet så vi får sikret os kvalitetstid og vi har tilmed svoret overfor hinanden, at vi ikke vil ende som hr. og fru matchende jogginsæt, uden interesser, kun have par som venner og være som en 40årige inden man er fyldt 28. Der skal stadig være plads til fester, skandaler, sjov og ballade -at ens planer måske ikke altid ender sådan, er så noget andet, men intentionerne er der da...

torsdag den 27. maj 2010

Kommunens sure damer ..

Nå - jeg har altid været lidt skræmt af blogs. For mig har det af og til virket som en kæmpe, personlig udstillelse af sig selv og for den sags skyld, også andre. Men så fik min veninde Solsikken(vibeke) sig en blog, der ikke blot var inspirerende modemæssigt, men også enormt vittig, underholdende og frem for alt : jeg kunne følge med i hendes liv, selvom der er ca 400 km mellem os. Rikke, min anden veninde har også lige fået sig en blog og det er faktisk gået hen og blevet et 'must' at læse de to blogs, hver dag.
Derfor tænkte jeg, at bloggen også var noget for mig. Jeg mener man skal have noget på hjertet eller hjernen for at kunne få sig en blog, og dagen i dag, gav mig rigtig meget på både hjertet og hjernen, at det simpelthen er nødt til at komme ud til andre, der måske kan få sig et godt grin eller blive en hel del klogere..

Da jeg fødte William for snart 7 måneder siden, var det økonomiske aspekt, ikke blevet taget særligt grundigt op til overvejelse. Selfølgelig havde vi snakket om, at det ville blive dyrt med bleer, modermælkserstatning, nyt tøj, insitution osv. Og vi havde skam også følt Babysams griske hånd dybt nede i vores lommer, lang tid før han kom til, på trods af søde bedsteforældre der spædede lidt til(eller lad os vist bare sige meget - tak). For ikke at nævne alle de gaver, man som nybagte forældre, får af alle de besøgende, der kommer for at se det lille myr.
De første 6 måneder var jeg lønnet gennem arbejdet. Der kunne vi ikke mærke så meget til de ekstra udgifter, lille skønne William medførte. Der var da godt nok en barnedåb, ture til jylland til farmor og farfar osv. Vi levede stort set, i hvert fald økonomisk, som det passede os. Men så kom dagen hvor jeg gik fra almindelig løn, til de frygtede barselsdagpenge. Nu skal det lige siges, at jeg altså har sat mig ind i det jeg kunne og at det til mit forsvar, er ganske ubehageligt at ringe til de sure kommune damer,der har med ydelser at gøre. Beløbet var på ca. 1/4 del af min normale løn!! Jeg ringede straks op til de sure kommune damer, der ganske enkelt forklarede mig at , - ja det passede med beløbet. Det skulle jeg leve for indtil den sidste torsdag i juni. OKAY????!! SOM OM! Det kan man jo ikke. Godt nok kommer der også en uges løn fra arbejdet oveni, men det stod hurtigt klart for mig, at alt der koster penge i juni, må blive skåret fra. Der kommer dog til at stå lidt bedre til i juli, men hold nu op- det bliver nogle stramme måneder, inden arbejdet igen skal passes.
Lad mig sige det sådan - barselsdagpenge stemmer i hvert fald ikke overens med ung-smart-mor-spankulerende-rundt-i-parker-med-cafe latte-i-hånden-og-fuld-med-overskud looket. Det blev da hurtigt taget fra én..
Lad os håbe jeg formår at finde tips og tricks fra Luksusfælden på tv3, inspirerende og så lad mig på forhånd undskylde, hvis nogle af jer ser mig stå og tigge penge mens William sover sødt i sin barnevogn, ganske uvidende om den økonomiske situation i hans lille familie..

Så husk, alle jer der snart overgår til barselsdagpenge, at gemme lidt til den måned så i ikke får et økonomiske chok af 3.grad ligesom mig..