Det er hårdt at være mor - emnet..

- eller rettere, det er hårdt at blive mor. Vi kender alle nogle der snart skal til at være mødre, lige er blevet det eller ønsker sig det. Alle siger det samme " Vi glæder os til han/hun kommer, vi kan ikke vente". Denne sætning bliver tit sagt med lykke i stemmen og billeder om det perfekte liv efter lille bebs er kommet, hvor alt er lyserødt og skønt og fantastisk. Alle dem der siger det, får sig et gevaldigt chok. I hvert fald hvis det kun er den ene nuance af det nye liv, de ser. For det nye liv får mange nuancer og det er min overbevisning at selvom man går og er nok så realistisk omkring den omvæltning det er at få et barn, så får man altid et chok i større eller mindre grad.
Tag nu mig og Rasmus. Nøj hvor vi glædede os til William ville melde sin ankomst. Da han kom var det virkelig også fantastisk, vi var inde i en lille boble fyldt med lykkerus og kun vores nye familie var af betydning. Vi havde snakket meget om ikke at male et lyserød, romantisk billede af vores nye familie, for efter snakke med nære familiemedlemmer, kunne vi godt høre det var det ikke; det er hårdt arbejde, søvnløse nætter og skænderier om hvorfor baby nu skal spise hver 2. time, når der altså nu står i bøgerne, at de skal spise hver 3. time. Så jeg syntes faktisk vi var meget realistiske og selv vi fik et mindre chok. Det gør man altså bare. Dem der siger andet, specielt dem der har børn over 4-6 måneders alderen, lyver. For de har bare glemt det. Jeg kunne sagtens tænkte mig at få en lille nuttet bebs igen, men så er det lige jeg læser i det word-dokument, som jeg har skrevet i helt fra William var et par måneder gammel, og så tænker jeg; ' neeeej, det skal vi slet ikke igennem igen, ikke nu i hvert fald'. For uden tvivl, det er alt slidet værd og man kommer ud hel på den anden side meget, meget klogere og megen erfaring rigere.
Lad mig lige sige, jeg er meget glad for det word-dokument. Det fastholder realismen for der er ikke sparet på ærlighederne angående de første hårde måneder. For det er dem der er de hårdeste - man kender ikke sin elskede guldklump, man er usikker og selvom man tager det stille og roligt - så gør man det faktisk ikke alligevel. Hvor har vi fået meget ros for at vi var afslappede og rolige førstegangsforældre - måske var vi også det. Men det meste af tiden, følte jeg slet ikke vi var det. Jeg er i hvert fald glad for at jeg har kunne ringe til min mor og far, rasmus forældrer, rasmus søster, min største storebror og nogle veninder der selv har børn. Gode, brugbare råd er fantastiske, men de skal gives på den rigtige måde uden at være belærende. Det kan få selv den mest selvsikre, nybagte mor til at skælve.
Før jeg får glansbilledet af at få børn, til at krakelere så lad mig lige sige: det er helt fantastisk og vores bedste beslutning.
Hvis jeg skal give en kommende, førstegangs mor/far nogle råd må det derfor være:

- det hele skal nok gå. I er ikke dårlige forældrer fordi i ikke kender barnets forskellige typer gråd efter 1 måned, som der ellers står i bøgerne. Det tog os 4 måneder- ligesom hos mange andre.

- Efter de første par måneder, er i stærkere og klogere. Både som forældre men også som par.

- Slap af med alle de rytmer, klokkeslæt osv. Det er det barslen er til. Barnet behøver ikke at sove igennem fra det er en uge gammel eller sove strukturerede middagslure når det er 3 måneder. Det skal nok komme.

- Sig fra overfor folk der overskrider jeres grænser - både i forhold til gode råd og bedrevidenhed men også i forhold til jeres barn og hvad man bør gøre og ikke bør gøre. For eksempelt behøver alt ikke at være økologisk eller korrekt - barnet dør ikke af almindelig h&m tøj. Tro mig - William har vist ikke andet.

Og lad mig så lige påpege - jeg har også glemt alt om at blive forældre. Så lad mig straks sige undskyld for alle de råd jeg nok kommer til at slynge i hovederne på mine veninder, når de engang får børn- feel free to stop me!