Førstehjælp og en hel del klogere..

Jeg har en god ven, der er redder og derfor kører i ambulance, der har været og undervist os i førstehjælp.. Jeg er medhjælper i en vuggestue og har en gang før, deltaget i førstehjælpskursus, hvilket var ret heldig da jeg en dag stod i en situation med et barn, der var blåt i hovedet af mangel på luft. Årsagen var et stykke rugbrød der sat fast i halsen på barnet og fordi jeg kunne huske bare en smule fra førstehjælpskurset, kom rugbrødet frit og barnets normale farve kom tilbage i kinderne. Mine var derimod blevet askegrå i mellemtiden, men skidt da med det.
Derfor var det da ideelt at arrangere endnu et kursus, for at få genopfrisket den snart 3 år gamle viden på området. Og sikke vi er glade for at vi fik det arrangeret, hvilket jeg også håber de venner, der var inviteret med, er. Der bliver jo hele tiden ændret i metoderne og retningslinierne. Min ven, Jens, der er yderst dygtigt og meget børneglad tog glad imod udfordringen om at holde foredrag og kursus for tre par førstegans forældre plus en kommende mor. Vi fik både snakket om forskellige sygdomme, tegn på sygdomme, hvilke sygdommme man som forældre skal reagere på og hvilket man skal tage med ro og hvornår man skal ringe 112- eller 1 1 2 som det i dag skal udspecificeres som. Jens havde endda en lille dukke med, vi alle kunne forsøge at genoplive med mund til mund metoden og hjertemassage - meget lærerigt da vi voksne alle startede med at give dukken så meget luft, at den praktisk talt ville dø da vi ville sprænge dens lunger med vores kraftige pust!! Godt så - endnu engang blev vi mindet om, at det var vist meget godt vores gamle viden, blev genopfrisket.
Dukken blev sprittet af så alle fik lov til at føle hvor meget luft der skal pustes ind - af og til fik vi dog sprittet dukken for meget af og glemte at tørre halvdelen af igen- ikke altid fedt at være den næste i køen ... Desinficering smager IKKE godt!

Bagefter var der spørge runde - Jens svarede på alt fra de bekymrede, førstegangsforældre hvis spørgsmål af og til fik en drejning af ' Hvad nu hvis det var'... med en lang, detaljeret forklaring af en worst-case-scenario, hvortil Jens fint fik hevet nogle statestikker på bordet, der dokumenterede at de værste af alle forældrers forestilling og bekymringer, sjældent sker. Heldigvis forklarede Jens at i alle uheld, udrykninger med mere, han har været til, er det simpelthen så sjældent at det har med små børn at gøre. Og endnu mere sjældent er det, at børnene ikke står til at redde. Lad mig sige det sådan, alle os forældre gik fra kurset med en ro og en overbevisning om at, hvis nu det værste skulle skem så vil genoplivningen sidde på rygradden og som Jens siger, hellere ringe 112 for mange gange end for lidt. Virkelig godt gået Jens.