Arbejde = fristelser

Nu er jeg så starter på arbejdet igen og jeg var helt færdig igår aftes, hvor jeg gik i seng kl 19.30.
Ude på arbejdet er der en maddame der sørger for det lækreste( og ikke altid üpersunde) mad til børnene og nøj hvor var det svært at lade vær med at smage. Derudover havde jeg bagt kage til arbejdet, fordi det var første dag efter 1 år - men jeg må simpelthen stoppe med det for det medfører for store fristelser. Jeg holdt mig dog i skindet og spiste min mad pakke og benyttede mig af arbejdets frugtordning. Ej okay - jeg spiste forresten også lidt af kagens kant søndag aften - det regner jeg altså med at cyklet væk nu.
Men da jeg så kom hjem spiste jeg altså også et stykke kage - jeg skulle så meget have smidt det ud! Der kan simpelthen ikke være noget derhjemme - i hvert fald ikke i øjeblikket. Og når man først er trådt ved siden af, er det altså nemmere at gøre det igen og igen. Og det skulle dagen så i dag, bevise. Jeg havde igen medbragt madpakke med masser af grønt, rugbrød og andet min kostplan foreskriver men så var der altså liiiige de der tunfrikadeller, som jeg elsker. Hun kan altså et eller andet hende maddamen! Og haps haps - så lå der pludseligt 4 mindre på tallerkenen(og 4 mindre til børnene - piiinligt). Ellers holdt jeg den hele dagen. Men da jeg så kom hjem, havde Rasmus taget gnocchi med hjem fra arbejdet. Min aftensmad bestod ellers af spidkål, asparges, kantareller, hvidløg, løg og kalveculotte på panden med en smule fuldkornspasta til. Men jeg tror da nok lige jeg fik skovlet gnocchi ind - og selvom Rasmus siger' jamen skat, det er jo lavet af kartofler', så tror jeg bare ikke lige frem det tæller for nul kalorier - gid det gjorde!
Tænk at jeg sætter det over styr nu hvor jeg havde sådan en god konsultation med 'min' diætist i fredags - typisk mig egentlig, nu hvor jeg tænker mig om. Ligeså snart jeg har gjort det godt, tror jeg jeg kan slække lidt og slappe af. Det må jeg bare ændre for det går altså ikke - især ikke hvis mit mål om at have tabt mig 5 kg inden d 19 november skal holdes. Så jeg strammer lige ballerne på ny og håber så maddamen laver øllebrød eller værre til børnene imorgen.

Spinning from Hell..

I dag har den så stået på spinning. Afsted hjemmefra kl 9.30, op og logge ind i Fitnessworld og så styrte ned i spinningssalen og finde en cykel længst bagerst. Sidste spinningstime måtte jeg nemlig holde halvvejs i timen fordi min ankel er så svag. SÅ derfor er det temmelig praktisk at finde den bagerst så man ikke skal kante sig ud gennem sveddryppende mænd og damer med chance for at få en numse eller to i hovedet, da man af og til skal op og stå på cyklen.
Klæde om, fylde vand i dunken og klikke skoene i pedalerne og så op på min indstillede cykel. Instruktøren har jeg kørt med et par gange og lad mig lige sige med det samme - hun er fandeme sej og får presset mig vildt meget. Af en eller anden grund vender jeg tilbage til spinning - hvorfor ved jeg egentlig ikke. Det er mega overdrevet hårdt og den samme tanke vender tilbage hver gang jeg sætter mig op på cyklen - ' pernille, hvorfor gider du torturere dig selv i en helt time?'. Jeg har stadig ikke svaret, men noget af grunden må være at det giver et kick at gennemføre en så hård time. Samtidig har diætisk Pernille fortalt at man cirka forbrænder 450 kcl på sådan en time. Det er da ret motiverende!
Igen idag var instruktøren benhård og fik skubbet mig helt ud på kanten. I spinningstimerne kører man efter en skala, hvor 1 er let motion hvor man kan snakke og så går den op til 5, hvor man faktisk ikke kan noget overhovedet og det syrer i alle muskler. Instruktøren fortæller at vi skal være en 3'er på skalaen efter opvarmninen på 10 minutter. Jeg syntes altid at jeg starter på en 3'er og kan knap nok sige noget som helst hele timen. Anyway, jeg får overstået timen og er simpelthen så smadret. Foden klarede det rigtig fint. Imorgen begynder et ny uge, hvor der ikke er så meget tid til fitnesscentret som der har været de sidste 3 uger, men tilgengæld kommer jeg også til at cykle 12 km hver dag- det må da give lidt .
Her er en oversigt over min træning i denne uge:

Mandag: Stram op i 1 time og derefter en ½ times Quick Mave&Balle
Tirsdag: Slappe dag - er i klar over hvor smadret jeg var efter mandagens program?! Jeg måtte praktisk talt ligge ned og lege med William på gulvet og rulle ud af sengen om morgenen.
Onsdag: ½ times kredsløbstræning med intervaller og lidt styrke træning
Torsdag: ½ times kredsløbstræning med intervaller og styrketræning
Fredag: Mave-Balle-Lår time - helt færdig igen.
Lørdag: Slappe dog med lidt gåture
Søndag: 1 times spinning og en gårtur på en time.

Kryds lig fingrer for William sover i laaang tid så jeg kan tage en time på øjet..

Hvilken fantastisk dag..

.. for der er sket to fantastiske ting i dag.

1: Nina og Kenney har fået endnu en skøn datter. Elissa kom til verden kl 04.22 og vejede 3600g. Kæmpe tillykke og håber hun er sød og rar ved jer det første døgn så i kan komme jer lidt ovenpå dagen..

2: Og så har jeg jo været til diætist! Denne gang var det opfølgning på mit program der blev lagt for 3 uger siden. Og selvom Pernille sagde jeg ikke måtte veje mig derhjemme, har jeg ikke kunne lade vær. Heldigvis stemte min vægt og hendes, overens og her er hvad jeg har opnået på 3 uger:



Tabt 1 cm på hver arm

Tabt 1 cm på hvert lår

Tabt 2 cm under brystet

Tabt 5 cm i taljen.



OG minus 2,7 kg!



Ved først øjekast var jeg ikke helt tilfreds - altså kun 1 cm rundt om armene og lårene . Det er jo ikke særlig meget. Men Pernille var meget stolt af mig og fordi jeg ikke er størrere (altså jeg ikke skal smide 30-50 kg) er det nogle super flotte tal og jeg kan være meget stolt. Så det er jeg hermed. Vi besluttede os for at mødes igen om 3-4 uger og se hvad der så er sket.



Nu vil jeg slænge mig på sofaen - gud hvor min krop er træt efter al den træning. I alt er det blevet til 4 dages træning ud af 5, og inden ugen er omme når jeg op på 5 gange ud af 7. Det er sgu da meget godt ik'?!

Det nye blog tema..

Nå folkens..

Idag er det så min sidste dag på barsel. På mandag står den igang på arbejde, efter at have været ude af spillet i 13 måneder. Jeg glæder mig men samtidig tænker jeg over hvordan vi i alverden skal nå at få ordnet alt det huslige herhjemme. Det ordner jeg jo i løbet af dagen så vi kan slappe af om aftenen - jeg får vist et realitets wakeup call i den kommende uge. Ikke mindst fordi Rasmus også drager afsted på herretur til Berlin - jeg tror jeg ender med at gå i seng kl 19.00 hver dag, fordi samspillet mellem at være 'enlig'mor(i hvert fald noget af ugen) samtidig med starten på arbejdet, kommer til være lidt af en cocktail. Det kræver sikkert lidt tilvænning.

Og så var der jo den med, som jeg tidligere har skrevet om, at jeg nu ikke kan 'tillade at bloggen hedder 'Livet i Barselslandet'. Jeg lovede også at annoncere hvad min 'nye' blog kommer til at handle om, men inden jeg gør det skal i alle sammen lige have forhistorien og tankerne bag - for min nye blog bliver endnu mere personlig end den 'gamle'.

Jeg har taget et valg - et drastisk valg om man vil, i hvert fald hvis man sætter det op mod det jeg har valgt fra. Jeg har altid været overvægtig og har altid kæmpet med problemet. I mine tidlige teenageår var mine forældre overbevist om at mit hvalpefedt ville smelte væk når jeg blev ældre - det var ikke just tilfældet. Ganske vist blev der mindre af det men langsomt kom der flere og flere kilo på og jeg var alt andet end glad. Jeg var desuden også alt for doven til at gøre noget ved det. Den bedste løsning for mig, ville være hvis jeg kunne smide de overflødige kilo over night, ej måske på en uge- okay en måned så men så heller ikke meget længere.

Dette skete naturligvis ikke og de blev siddende og fik selskab af flere kilo. I efteråret 2005 fik jeg nok, jeg gik på WeightWatchers og tabte mig 10 kg. Så mødte jeg Rasmus, der jo som bekendt er kok og alt om kalorier, point og motion blev sat på standby og blev mødt af romantiske restaurantbesøg, vin og hyggeslik - kort sagt vi gik ind i en hule af forelskelse, mad og hygge - og så kom de første 5 kg tilbage på sidebenene. Min vægt svingede op og ned. Jeg kunne sagtens tabe mit et par kilo. men uden problemer kom de også på igen. Min lyst og motivation var der heller ikke til at tage kampen op, for det er jo bekendt meget nemmere at spise og leve i sine gamle vaner, end det er at bryde dem og lægge livstilen om. Så faldt jeg på cykel, brækkede skinnebenet og rev foden af led, hvilket betød at jeg skulle ligge i sengen 8 uger uden støtte på foden. Der kom de sidste 4-5 kg så på og vupti - jeg var tilbage på den vægt jeg var så ked af. Så blev jeg gravid - der endte min vægt med at blive 12 kg højere - i hvert fald. For efter de 12 kg talte jeg ikke mere - det var 3 uger før jeg fødte. Jeg tabte ca. 10 af dem rigtig hurtigt - selvfølgelig fordi William kom ud men noget af fedte røg også af. Men den var stadig 3 kg mere, af og til 5 kg mere, end den vægt der førhen gjorde mig så ked af det. Og barslen har bestemt ikke gjort det nemmere. Hold nu op hvor er der meget tid til at spise - af og til er der ingen tid og derfor er det bare nemmere at smutte forbi bageren - kan i huske de famøse romkugler?!!

Imellem tiden har jeg fundet ud af at min ankel(den fra cykelturen) skal opereres igen - der er kommet sledgigt i og brusk og jeg skal igen ligge 8 uger på langs. Samtidig fortalte vægten mig at det var tid til at komme igang - altså sådan for alvor.

Derfor begyndte jeg at søge på diætister på nettet - jeg fandt frem til Pernille Hollænder, der havde lavet et bikini-klar program til 3 kvinder, der alle fandt det motiverende og resultaterne var ikke til at undgå at se - det var nemlig lavet før og efter billeder. Find artiklen her.

Hun fik sat gang i noget i mig, hun udarbejdede en kostplan til mig og gav mig gode råd og ikke mindst - masser af motivation! Jeg har nu holdt ved i ca. 3 uger og jeg syntes jeg kan se resultater. Mine bukser er løsere, også mine bluser og jeg er ikke sukkerafhængig mere. Jeg har været oppe og træne gevaldigt meget og jeg nyder at gøre noget for mig selv. Jeg er blevet meget gladere og målet er at tabe mig 15 kg inden sommer.

Idag skal jeg så op til hende igen for at blive målt og vejet - jeg er så spændt! Og skriver selvfølgelig om resultatet senere. For målet med denne blog er at den skal være ærlig og måske endda motiverende for andre. Rent ud sagt har jeg været meget i tvivl om jeg overhovedet skulle skrive om det. Det er jo meget personligt og dybt følelsesladet men jeg tænker at der måske er nogle af jer der er i samme båd og syntes det kunne være spændende at følge med i og blive inspireret - derudover det som terapi for mig at komme af med mine tanker på denne måde.

Jeg håber i stadig vil følge med i mine ærlige indlæg om kampen mod kiloene, om lysten til at få selvtilliden i top og buksestørrelserne til at rasle ned.

Pernille

PS: Jeg mangler meget en ny titel til bloggen - derfor ville jeg være meget glad for ideer og forslag og også respons på det nye tema. Tak :)

Ak oh ve suk øv altså...

- disse ord beskriver vist min dag meget godt. Før jeg giver jer hele smøren, lad mig så lige opsummere; William er begyndt i vuggestue, det gik fantastisk, lige indtil han blev syg. Det har han så været i en uge nu og jeg havde sådan håbet på at kunne aflevere ham imorgen, men her til aften er feberen igen på 38 grader. Jeg syntes det har været nogle hårde dage, dels fordi jeg havde en masse planer om træning, male en væg samt skab og en masse aftaler med mine skønne veninder. Men allermest fordi mit lille pus er syg, er enormt morsyg og er slet ikke sig selv.

Og nu til dagen i dag - igår var der bedring på vej. Ingen feber, glad og i hopla som normalt og vi gik sådan og håbede på at tirsdagen skulle være en feberfri dag så onsdag igen ville byde på vuggestue. Tirsdagen blev alt andet end feberfri og den blev slet ikke hyggelig, som mandagen faktisk havde været, på trods af en halvsyg William der var ved godt mod. William har været rigtig pylret i dag, grædt, hængt på mig hele tiden, ikke spist noget, har sovet rigtig dårligt og har hen på eftermiddagen fået feber. Det er så synd for ham og jeg har så dårlig samvittighed over for ham, for min lunte har i dag, været alt andet end lang. For ikke at nævne min tålmodighed, der sandsynligvis slet ikke har eksisteret i dag. Jeg syntes i dag har været rigtig hård og selvom det er gamet når man er mor og må tage sin tørn, så syntes jeg jeg har ret til at sige det har været en hård uge. Det er ikke sjovt at se sin søn have det skidt, ikke at kunne hjælpe ham eller kunne hjælpe sygdommen på vej væk, for det kan man åbenbart ikke når sygdommen er influenza.

Og fordi min lunte var så kort i dag og tålmodigheden ikke-eksisterende, sker der selvfølgelig ting og sager der altid kan gøre det værre - kender i ikke det?!!

Jeg er blandt andet kommet op og skændes med en dame i Aldi - hun stod midt i det hele og fyldte med sin vogn( indkøbsvogn vel og mærke - hvis det havde været en barnevogn, var det jo en hel anden sag - os med barnevogne må stå sammen) og snakkede i telefon. Jeg venter på hun flytter sig, kigger på hende men der sker ikke noget. Så maser jeg mig forbi og siger noget i retningen af , ' det er sgu da heller ikke særlig smart at stille sig midt i det hele. Dertil svarer den kvikke dame tilbage ' Hva rager det dig', hvortil jeg siger, ' ja det rager mig sådan set ret meget, for du står og fylder og jeg kan ikk komme frem eller tilbage'. Hun stikker mig så denne smarte bemærkning, ' Du kan da bare bede mig om at flytte mig, du har fået en mund så du kan bruge den ikke?'. OKAY?! slam slam slam til Pernille - jo det har hun da selvfølgelig ret i og jo jeg kunne da sagtens have bedt hende om at flytte sig - tålmodigheden og manglen på overskud talte vist for mig og jeg blev godt flov. Godt William ikke forstår hvad hans mor render og laver endnu.

Derudover har jeg fået hyldeblomstsuppe på min fine sølv leopard cardigang og jeg tror sgu ikke det kan gå af. Jeg har lavet det til William i håb om at han bliver hurtigere rask og han syntes så åbenbart at han skulle kvittere med at tørre munden og snotnæsen af i min flotte cardigan, efter måltidet. Tak skat.

Og lige inden jeg skulle tørre spisebordet af efter aftensmaden, træder jeg så i en kæmpe klat kartoffelmos, William må have smidt på gulvet. Skønt!

Dagen i dag har godt nok budt på sine udfordringer. Heldigvis kom min skønne kæreste ind af døren med mega meget overskud efter arbejdet og formåede lige at lave aftensmad til os, samle mig op nede fra kulkælderen, rydde køkkenet op efter aftensmaden og tage afsted til fodboldkamp med ligeså meget energi og overskud, som da han kom hjem. Han fortjener virkelig en medalje for verdens bedste far og kæreste.

Det er hårdt at være mor - emnet..

- eller rettere, det er hårdt at blive mor. Vi kender alle nogle der snart skal til at være mødre, lige er blevet det eller ønsker sig det. Alle siger det samme " Vi glæder os til han/hun kommer, vi kan ikke vente". Denne sætning bliver tit sagt med lykke i stemmen og billeder om det perfekte liv efter lille bebs er kommet, hvor alt er lyserødt og skønt og fantastisk. Alle dem der siger det, får sig et gevaldigt chok. I hvert fald hvis det kun er den ene nuance af det nye liv, de ser. For det nye liv får mange nuancer og det er min overbevisning at selvom man går og er nok så realistisk omkring den omvæltning det er at få et barn, så får man altid et chok i større eller mindre grad.
Tag nu mig og Rasmus. Nøj hvor vi glædede os til William ville melde sin ankomst. Da han kom var det virkelig også fantastisk, vi var inde i en lille boble fyldt med lykkerus og kun vores nye familie var af betydning. Vi havde snakket meget om ikke at male et lyserød, romantisk billede af vores nye familie, for efter snakke med nære familiemedlemmer, kunne vi godt høre det var det ikke; det er hårdt arbejde, søvnløse nætter og skænderier om hvorfor baby nu skal spise hver 2. time, når der altså nu står i bøgerne, at de skal spise hver 3. time. Så jeg syntes faktisk vi var meget realistiske og selv vi fik et mindre chok. Det gør man altså bare. Dem der siger andet, specielt dem der har børn over 4-6 måneders alderen, lyver. For de har bare glemt det. Jeg kunne sagtens tænkte mig at få en lille nuttet bebs igen, men så er det lige jeg læser i det word-dokument, som jeg har skrevet i helt fra William var et par måneder gammel, og så tænker jeg; ' neeeej, det skal vi slet ikke igennem igen, ikke nu i hvert fald'. For uden tvivl, det er alt slidet værd og man kommer ud hel på den anden side meget, meget klogere og megen erfaring rigere.
Lad mig lige sige, jeg er meget glad for det word-dokument. Det fastholder realismen for der er ikke sparet på ærlighederne angående de første hårde måneder. For det er dem der er de hårdeste - man kender ikke sin elskede guldklump, man er usikker og selvom man tager det stille og roligt - så gør man det faktisk ikke alligevel. Hvor har vi fået meget ros for at vi var afslappede og rolige førstegangsforældre - måske var vi også det. Men det meste af tiden, følte jeg slet ikke vi var det. Jeg er i hvert fald glad for at jeg har kunne ringe til min mor og far, rasmus forældrer, rasmus søster, min største storebror og nogle veninder der selv har børn. Gode, brugbare råd er fantastiske, men de skal gives på den rigtige måde uden at være belærende. Det kan få selv den mest selvsikre, nybagte mor til at skælve.
Før jeg får glansbilledet af at få børn, til at krakelere så lad mig lige sige: det er helt fantastisk og vores bedste beslutning.
Hvis jeg skal give en kommende, førstegangs mor/far nogle råd må det derfor være:

- det hele skal nok gå. I er ikke dårlige forældrer fordi i ikke kender barnets forskellige typer gråd efter 1 måned, som der ellers står i bøgerne. Det tog os 4 måneder- ligesom hos mange andre.

- Efter de første par måneder, er i stærkere og klogere. Både som forældre men også som par.

- Slap af med alle de rytmer, klokkeslæt osv. Det er det barslen er til. Barnet behøver ikke at sove igennem fra det er en uge gammel eller sove strukturerede middagslure når det er 3 måneder. Det skal nok komme.

- Sig fra overfor folk der overskrider jeres grænser - både i forhold til gode råd og bedrevidenhed men også i forhold til jeres barn og hvad man bør gøre og ikke bør gøre. For eksempelt behøver alt ikke at være økologisk eller korrekt - barnet dør ikke af almindelig h&m tøj. Tro mig - William har vist ikke andet.

Og lad mig så lige påpege - jeg har også glemt alt om at blive forældre. Så lad mig straks sige undskyld for alle de råd jeg nok kommer til at slynge i hovederne på mine veninder, når de engang får børn- feel free to stop me!

Helt alene hjemme..

I dag er det første dag uden helt uden William -næsten. Han er blevet afleveret kl 9.15 imorges og skal være der til ca 14.30 - det er vildt underligt.

Nu har vi gået alene i næsten 10 måneder - 12 hvis man tæller dem med hvor han lå inde i min mave og jeg knoklede med at male paneler, vægge og ordne vores dengang nye lejlighed. Og nu er han bare startet i vuggestue og jeg har masser af tid til mig selv og vores gøremål. Dagen i dag har jeg tilbragt sammen med Nina og vi har bare fået snakket og været i centret. Nu vil jeg nyde min alene tid de sidste tre uger og også gå og glæde mig til at få hentet William fra Rumpenisserne..

Her er hvad jeg skal foretage mig inden jeg starter på arbejde:

Jeg er så heldig.....

-at være veninder med en hel bunke fantastiske piger. Alle min veninder er specielle og jeg ville elske at dedikere et blogindlæg til hver og en. Dette vil tage en krig så derfor får i lige min generelle mening om jer; i er alle skønne og jeg ville ikke være veninde med jer, hvis i ikke var helt specielle, unikke og smukke. I giver mig alle en masse og jeg elsker at have jer tæt på. Til dem der ikke syntes det yder dem nok retfærdighed rent venindemæssigt, må jo komme og spørge mig for et uddybende svar..
Der er dog én som jeg har tænkt mig at skrive lidt om - dette betyder ikke nødvendigvis at hun er højere rangeret end resten. Blot at hun, for mig, er dybt inspirerende og helt igennem enestående og en som jeg er så hamrende glad for jeg er kommet i kontakt med igen. Og husk, kære veninder - dette udelukker altså ikke jeg ikke syntes det om alle jer andre- nu har jeg bare gået og tænkt på det noget tid og nu skal det være, inden kvinden jeg skriver om, ikke har tid mere til at læse - hun får nemlig snart gevaldigt travlt...

Nina - hun er virkelig bare en guldklump. Som skrevet ovenover, finder jeg hende dybt indspirerende. Jeg mødte denne skønne kvinde da jeg var omkring de 12 år vil jeg tro. Dengang var jeg faktisk bange for hende. Hun var højtråbende, fulstændig ligeglad med andres mening og altid glad og energisk. Sådan er hun stadig. Nu er jeg ikke så skræmt længere. Nærmere betaget af hende og hendes vanvittige overskud, både til hendes lækre datter, hendes mand og alle hendes veninder. Hun har været frygtelig meget igennem og det er min mening at hun kun er blevet endnu mere stærk af det. Selvfølgelig skyldes det hendes familie, hendes fantastiske mand og datter, en helt igennem loyal og ligeså skøn bedstevenine- men meget af det skyldes hende selv. Nina - du er enormt inspirerende. Både som mor og veninde - jeg tror faktisk jeg hapser lidt af din positivitet og energi med hjem fra dig hver gang jeg har set dig. Du og dit humør er så smittende at man kun bliver glad i dit selskab - Nina du er så fantastisk at det halve kan være nok - jeg er så glad for at kende dig og jeg glæder mig til at se endnu et af dine små mirakler(Nina er gravid og er MEGET oppe over med skønne Elissa).

Pernille..

Et styks pylret og forfærdelig mor..

Nå - nu skal jeg ellers love for at alle mine tankestrømme skal omsættes til lange indlæg, for nu er tiden der pludselig. William er nemlig blevet afleveret sådan rigtig på Rumpenisse-stuen. Og hold nu op hvor er det bare mærkeligt. Hvor er det underligt at jeg har en dreng der nu går i vuggestue. At jeg skal aflevere ham hver morgen og hente ham senere på dagen. Og hvor jeg dog bare håber de kan leve op til mine forventninger, altså pædagogerne på hans stue.
Det hele startede jo onsdag, som var første dag i vuggestuen. Jeg er som bekendt selv medhjælper i en vuggestue og er helt bevidst om hvordan jeg mener en indkøring skal foregå. Den mening delte de vist ikke helt i Williams. Det var i hvert fald slet ikke sådan de gjorde. Lad mig sætte de to scenarier op:

Min måde den 1.dag: en stille og rolig dag sammen med mor eller far- ca 1-1½ time, som foregår på stuen med en pædagog, der bliver den der indkører barnet og så med en par andre børn fra stuen. Resten skal ud og lege så det ikke bliver for overvældende. Velkomstskilt på døren, garderobe og hylde på badeværelse klar med navn og overskuds personale der er opsat på at give forældrene og det nye barn den bedste start. Derudover klare linier for hvordan indkøringen skal foregå.

Deres måde den 1dag: Ankommer til vuggestuen og skal stille klapvognen i skuret på legepladsen. Møder tilfældigvis en af hans pædagoger derude og spørger til hvordan vi skal gøre det, hvortil der bliver svaret;' jamen vi er da bare herude på legepladsen'. Øhmmm nå?! For det er jo heller ikke særlig overvældende for en lille ny. Barnet aner ikke hvilke pædagoger han 'hører' til, han bliver sat sammen med ca 50 andre børn på et kæmpe areal og alderen spænder mellem ca 8 måneder - knap 3 år og der er ingen ro eller tid til at få snakket med de personale der nu skal tage sig af ens barn. Jeg får slynget nogle spørgsmål i hovedet af og til med henblik på om han stadig får sutteflaske, spiser mos osv. Helt ærligt venner - sådanne snakke tager man ikke på en kaotisk legeplads med hylende unger der farer rundt om benet på en. Og jeg behøver vist ikke at nævne at der intet velkomstskilt var på døren, og der var et billed af en anden dreng over Williams garderobe, som de dog havde fået sat korrekt navn på.

Heldigvis gentog de mange fejl og mangler sig ikke næste dag. Der var der mere styr på det og i afslappede og rolig rammer på stuen. Plus de havde fået sat billed af William i rammen over hans plads. Heldigvis for dem, for jeg havde ellers gået og opsat mig på den helt store samtale på vej derover. Han var alene i en ½ time igår og klarede det super. I dag har jeg så afleveret ham stille og roligt og han skal være der indtil kl 11.15 og når derfor at spise frokost der også.
Glæder mig sådan til at hente ham igen. Jeg troede aldrig jeg skulle blive sådan en forfærdelig pylret mor - og især ikke fordi jeg har den viden om institutions verdenen som jeg har og har indkørt masser af børn. Fornuften er ligesom slået fra og hjertet og følelserne taler vist sit tydelige sprog disse dage. Alt andet lige er det også spændende at følge ham i den udvikling han er i nu og få lov til at savne ham og jeg ved han vil elske vuggestuen. Heldigvis.

Travlhed og intet overskud..

Sådan er hverdagen hos os i øjeblikket. Så derfor mindre tid til at blogge, helene ;) Jeg blev spurgt hvorfor jeg ikke blogger så meget for , til en tøseaften af min kusine og der var svaret så.
Men i korte træk sker der dette hos os i øjeblikket:

- William er startet i vuggestue og det går ok. I får en nærmere uddybning en af dagene hvorfor det går ok og ikke super fantastisk.

- William er igang med at lære at spise helt selv og det tager tid - både under maden men sandelig også efter hvor der er en del oprydning.

- Aftaler mig her og aftaler mig der - vi fiser begge to rundt til alt muligt og derfor er lysten mere til at gå i seng om aftenen end at blogge.

Jeg har dog et par emner jeg lig vil friste med inden jeg slutter af for nu. Det er emner jeg har gået om tænkt på som mulige blogemner og emner der er gundlag for gode debatter.

- Det er hårdt at være mor - emnet.
- Vuggestue start med en besværlig mor -emnet
- Kvinder uden børn vs. Kvinder med børn- emnet.